Menu

Mindeord for Jørgen Hansen – æresmedlem af Måløv Boldklub.

image
Martin Grauballe
27. februar 2023 kl. 10:56
Nekrolog: Det er med sorg i sindet, at vi er informeret om at Jørgen Hansen er sovet stille ind og vores tanker går til familien.

Jørgen Hansen startede i Måløv Boldklub helt tilbage i 1973, først som træner og gennem årerne har han bestridt næsten ethvert ansvarsområde der er i en fodboldklub så som ungdomsformand, seniorformand, materiale forvalter og i mere end et årti som næstformand.

Det er ikke nogen tilfældighed at Måløv Boldklub gennemgik en kolossal positiv udvikling i samme periode og hvis man kigger i historiebøgerne, vil man erfare at Jørgen stort set altid var involveret.

Klubhus og anlæg: I dag tager vi alle det for givet at Måløv Boldklub ligger hvor den ligger. Sidst i 70’erne ville kommunen flytte klubben til det område hvor Novo i dag ligger så området kunne udbygges med villaer, vovser og volvoer. Her lykkedes det bestyrelsen med Jørgen Hansen at få overbevist kommunen om at det ikke kun var en dårlig ide, men også at fodboldklubben skulle udbygges med det klubhus som vi kender i dag og de nuværende baner 1, 2 og 3 som stod færdigt i starten af 80’erne.

Sponsor Cup: Turneringen startede helt tilbage i 1982 og eksistere den dag i dag stadig. En turnering der voksede og voksede og blev et kæmpe tilløbsstykke hvor tribunerne var fyldte, pølser og fadøl blev langet over disken og alle virkelig nød at komme på Måløv Stadion.

Stadion og materialer: Gennem mit personlige venskab med Jørgen Hansen vidste jeg at hans virkelige hjertebarn var stadion og materiale rum. Banerne stod som billardtæpper og alle modstandere glædede sig til at komme til så toptrimmede baner.Jeg kan forestille mig at han har drevet kommunen til vanvid. Materialer skulle være i top og trænerne skulle have de absolut bedste betingelser.
Et lille kuriosum: Jeg tror aldrig Jørgen Hansen så en 1.holds kamp da han var for nervøs, så han brugte altid tiden i materialerummet.

For Jørgen var Måløv Boldklub meget mere end en fodboldklub. Det var her Måløv udviklede sig, det var her unge mennesker skulle samles og mødes, det var her man fik sine venskaber og så skulle Måløv Boldklub også kunne konkurrere med de store naboer fra Ballerup.

Det er ikke nogen underdrivelse af det er en af de helt store i Måløv Boldklub der er gået bort og desværre ser vi meget sjældent sådanne ildsjæle i foreningslivet mere.

Jørgen Hansen stoppede som aktiv i 2006 men har altid beholdt kontakten og interessen til klubben. Jørgen kom så ofte det var muligt til vores SUPER LØRDAGE hvor han var virkelig begejstret for det sammenhold der er kommet i klubben.

I 1985 blev Jørgen Hansen tildelt æresmedlemsskab i Måløv Boldklub.

Jørgen bliver bisat fredag den 3. marts kl. 11.00 fra Måløv Kirke og det vil glæde familien at se de gamle venner til bisættelsen.

En af de store er gået bort.
Æret være Jørgens minde.

På vegne af Måløv Boldklub.
Martin Grauballe

Luk