Menu

Referat fra M55-kamp mod Lyngby

image
16. august 2020 kl. 16:00
Referat fra kampen mod Lyngby:
MB’s ældste herrehold (55+) startede sæsonen op mod sidste sæsons nr. 2 i elitepuljen – ingen ringere end Lyngby med en del divisions- og landsholdkoryfæer fra 80’erne og start 90’erne.  

Kampen fik en anderledes optakt end vi tidligere har set. Først og fremmest brugte kampens dommer 25 minutter på at varme op. Herefter udstillede en masse ældre mænd deres blege korpusser foran den nye hal, da der skulle iføres kamptøj. Ingen bøder for usædelighed denne gang – det skal nok komme med den microstyring Frederiksen & Co. har lagt for dagen. 

Så til kampen. Lyngby startede med stærkeste hold – altså Store Larsen, Peter Packness, Michael Schæfer m.fl. Og de skulle lige bruge nogen minutter op at komme i gang. Men en ganske lige start. Hvis man tror det er et godt tegn, kan man godt tro om igen. Efter 11 minutter kommer en høj bold i det overbefolkede felt og Store Larsen dukker op ud af ingenting, og scorer til 0-1 på hovedstød. Den mand står bare de rigtige steder – ligesom ved EM i 92. Lyngby har resten af halvlegen et mindre overtag uden rigtig at komme til chancer. Vi får fanget dem en enkelt gang frem ad banen og får skabt med 4 mod 3 situation med vores hurtige kanter duoen J&J (Jess og Jesper) og vi kommer til en dobbelt afslutning. Men 0-1 ved halvleg. 

Pausen gjorde Lyngby bedst. Et flot gennemspillet angreb sætter igen Store Larsen i en fri position med vores keeper og han scorer sikkert til 0-2 efter 5 minutter. Herefter får vi faktisk bedre fat og får erobret nogen bolde, og sat flere gode angreb op mod et kompakt Lyngby forsvar. Største chance tilfalder Jess, som i en fri position ikke får et rent træf på bolden midt i halvlegen. Men vi får dem presset i flere situationer. Og som det så tit går får Lyngby sat endnu et godt angreb op og scorer til 0-3 5 minutter før tid. 

Det var en opløftende indsats, som helt sikkert vil bringe point på kontoen i de kommende kampe. Vi spiller en god kamp, og holder i perioder godt fast i bolden og får spillet fint rundt. Lyngby var bedst og vandt fortjent. Vi havde fortjent en kasse. Men dejlig kamp mod et fair spillende hvor 60 landskampe gjorde forskellen! Super oplevelse. 

Fidusen gik til Verner med Tom som runners op. 

Efter kampen kom Store Larsen og sagde, at han gerne ville fotograferes med MB’s 2 bedste spillere hvilket vi accepterede i Familien Karlsen, selvom holdkammeraterne blev lidt misundelige! 

Luk